streetmovement.dk

For cirka halvandet år siden, hørte jeg om Parkour. Til at starte med var jeg ikke så interesseret i at høre om det, da emnet havde noget med sport at gøre - og sport har aldrig rigtig været min kop te. Men i takt med at jeg fandt ud af mere og mere omkring disciplinen, steg min interesse. Jeg fandt ud af at, det har rødder i Frankrig, at det er noget hvor man hopper rundt - næsten som en abekat, og at man, mens man laver parkour, nemt kan tiltrække pigers opmærksomhed. Det var primært derfor, jeg begyndte min træning. Men problemet var, at jeg, som mange andre, kastede mig hovedkuls ud i det, uden nogen form for instruktion eller nogen viden om, hvor og hvordan man kan og bør træne.

Efter nogen tid uden vejledning og ordentlig træning opgav jeg derfor drømmen om at blive parkour atlet, så jeg valgte i stedet at melde til et håndboldhold på Østerbros ungdomsskole. Der opdagede jeg, holdet "Streetmovement - Parkourhold". Uden tøven meldte jeg mig til, og mødte op til min første træning to uger senere.

Min træner var franskmand, hvilket resulterede i, at jeg hævede mine egne mål og kritik i forhold til min træning, fordi jeg selv er af fransk afstamning.
I den første tid, mens jeg trænede, var jeg så optaget af parkour, at jeg næsten glemte alt om skolen. Jeg kom bagud og havde ikke rigtigt lyst til at læse eller at gå i skole, jeg ville bare træne.

Det var først et halvt år senere - ca. midt i ottende klasse, at jeg kom i tanke om, hvor vigtig skolen er, og derfor indså, at jeg var nødt til at prioritere skolen højere, end jeg havde gjort det forgangne halve år. Dette betød, at jeg fik mindre tid til min træning. Hver gang jeg havde den mindste chance for at komme ud og træne gjorde jeg det. Helst hver dag uanset klokkeslæt - så længe det var før aftensmaden og mor og min far sagde "ja". Så snart jeg fik lov var jeg af sted så hurtigt som en pil, der forlader buestrengen. Det gjorde ikke så meget, at det ikke var et godt spot, bare jeg kunne få en smule træning ud af det - teknisk såvel som styrkemæssigt.

Folk stoppede op for at iagttage mig - længe, uden at jeg havde lagt mærke til dem, fordi jeg var så fordybet i min træning. Jeg var i en helt anden verden, hvor kun mig og mine forhindringer eksisterede - hverken mere eller mindre. På den måde gik dagene. Jeg kom af med følelser, som jeg havde båret rundt på - såsom sorg, nervøsitet, vrede osv. Alt dette forsvandt under min træning. Når jeg trænede var jeg mig selv. Lucas på femten år, der bare ville træne. Om det var alene eller med andre betød ikke noget. Jeg lagde alting bag mig, når jeg var fordybet i min træning.

Men sidste år i april måned til Sunday-jam - for at være helt nøjagtig for præcis et år siden i dag: Den 11 april 2009 - gik tingene ikke, som jeg havde planlagt. Jeg trænede min "demitour" nede ved kajen (bådebroen), hvor der nogle gange er lidt glat. Mens jeg stod der, fordybet i min træning, lagde jeg ikke mærke til, at der var lidt glat, hvor jeg stod. I dét jeg satte af og kom op i rotationen, gled min hånd, så jeg faldt ned og vred armen ind foran kroppen. Det var et grimt fald, men jeg slap dog med en arm, der var revet af led og et par skrammer i ansigtet. Efter at armen var sat på plads mente vi (Min træner, forældre og jeg) ikke at der var noget galt, og at det muligvis bare var en simpel forstrækning.

Det var lige efter sommerferien, hvor jeg var begyndt i niende klasse, at jeg fandt ud af, at det stod værre til med skulderen end jeg først havde antaget. Det viste sig at "Ledlæben", var ødelagt. Ledlæben er det, der holder sammen på ledende i skulderen, og som sørger for at stabilisere den. Det betød at jeg, når jeg trænede, måtte undgå at bruge min overkrop på en måde, som kunne belaste armene. Jeg kunne altså kun lave bentræning.

Det var en lærerig tid
Det begyndte stille og roligt at gå mig på nerverne, at jeg ikke kunne træne min overkrop, fordi så kunne jeg jo ikke score søde piger med parkour. Men jeg fandt heldigvis ud af, at med to arme kommer to ben, og jeg blev hurtigt glad for dem. Snart kunne jeg løbe hurtigere og springe længere end de fleste på min alder.

Men det var ikke kun styrken i mine ben, jeg arbejdede med. Jeg begyndte at opservere andre og på en måde opbygge min egen træningsfilosofi. Jeg udvidede min horisont. Snart lærte jeg mere, end jeg kunne have forestillet mig. Jeg synes stadig, det var rigtig surt at være skadet, men jeg blev hurtigt "kropsbevidst". Jeg fik, med lidt hjælp fra en ven, der også selv har været skadet i tre år, styr på, hvad der er rigtig og god træning i forhold til hvad der er dårlig og ligefrem skadelig træning for kroppen.

Operationen
Kort før jul fik jeg foretaget en MR-scanning i skulderen, og resultaterne viste, at det ikke kun var ledlæben, der var noget galt med. Der var desværre også en væskelæsion i ledhulen og en SLAP-læsion grad III. Dette er på bicepsscenen, som hæfter oppe under kravebenet, og graden afgør hvor meget scenen er beskadiget. Det højeste er grad III, det betød at min bicepsscene var fuldstændig knækket.

I otte uger var jeg fuldstændig ude af stand til at bevæge mig eller være det mindste aktiv. Det var ikke før efter fem uger at jeg kom tilbage til træning, for kun at opservere hvad de lavede, hvordan de bevægede sig og hvad de lærte.
Men som tiden gik blev jeg mere og mere deprimeret over ikke at kunne lave nogen som helst form for træning og se de andre træne. Der var tit dage hvor jeg var så langt nede mand ikke kan komme. Det værste var at høre folk sige "Jeg ved præcis hvordan du har det" eller "Jeg kan næsten selv føle smerten i skulderen". Hver gang jeg hørte folk sige ting i den retning havde jeg lyst til at vende dem ryggen, eller gå fra dem. Det gjorde mig vred og ked af det at høre det fra sunde og raske mennesker der aldrig selv havde prøvet at stå i den samme situation. Og desværre blev de glædelige øjeblikke færre og færre.

Jeg endte næsten, om så at sige, som en hasselnød som man slet ikke kan åbne, dvs. At jeg lukkede helt af for folk i træningssammenhæng. Jeg var rastløs og rådvild og anede ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Alle folk der prøvede at opmuntre mig, ønskede jeg hen hvor peberet gror. Jeg ville helst være mig selv og helt alene.

Hvordan skal man så starte op igen?
Jeg måtte ikke løbe før efter tolv uger efter operationen, hvilket så ville være den eneste form for træning jeg ville kunne lave ud over genoptræningen. Til at starte med måtte jeg ikke løbe længere end to km, da stødende man får gennem løbet ville bringe skulderen i uorden igen. Da jeg så var ude og løbe første gang efter de tolv uger, gik det rigtig godt. Jeg løb fra Classensgade til Gefionspringvandet, gennem Langelinie.
Jeg havde i forvejen læst meget om forskellige løbeteknikker og metoder, og bl.a. om hvorvidt det var sundt eller ej at løbe i "bare tæer"? Så da jeg nåede til Langeliniebroen stoppede jeg op for at få en pause, dels for skulderen, men også for at få skoene af. Efter jeg havde løbet i bare tæer i ti min. Føltes det ikke bare hårdt i læggen, men mest af alt havde jeg det som om der var sat ild til mine ankler. Så da jeg nåede frem til Gefionspringvandet tog jeg skoene på igen.

To dage efter da jeg skulle ud for at løbe igen, valgte jeg igen at starte med sko på, og så derefter tage dem af, fordi jeg allerede efter kun en dag kunne mærke en forskel i anklerne, de var bl.a. mere stabile og til dels blevet styrket. Igen to dage efter valgte jeg at lade skoene ligge derhjemme (når det vel at mærke var godt vejr, og der forhåbentlig ikke var for mange glasskår).

Nu er det næsten tre måneder siden jeg blev opereret o skulderen, og selvom jeg allerede nu kan begynde at træne normalt som før gør jeg det ikke. Jeg er stadig meget tilbageholden, og påpasselig i min træning, og mest af alt passer jeg på at jeg stadig undgår at bruge armene, da jeg helst ikke vil have det sker igen (det kan sagtens gå hen og blive værre hvis det sker igen), "Don't make the same mistake twice"!, derfor hellere, som førnævnt, vente en måned mere, end at skulle igennem det hele igen, og måske endda vente endnu et år?.

Derfor sørger jeg for at få så meget kvalitet som muligt, i min træning i forhold til før hvor det var ren og skær styrkende og teknisk træning, men det var en træning uden kvalitet. I dag for eksempel. Jeg var til den første Sunday jam i næsten tre måneder. Jeg kom som de fleste andre kl. Elleve og ventede på at nogle af de voksne Streetmovement repræsentanter kom. Men efter ti minutter var der ingen andre end mig, og en masse forvirrede folk, som gerne ville træne. Så jeg besluttede at træde i karakter og starte opvarmningen. Jeg ville helst gøre det så teknisk som muligt, uden at det blev alt for fysisk krævende, men at det stadig gav lidt sved på panden.
Efter et lille stykke tid, hvor jeg gav dem forskellige gode øvelser under løbet og på bænkende bl.a. var det nogle der spurgte hvorfor vi ikke lavede noget "mega hård træning"?. Jeg stoppede op og tænkte lidt over spørgsmålet, og begyndte så at fortælle dem om der var hændt mig, og hvad jeg havde gået og lavet de sidste par måneder.

Kvaliteten er afgørende
Det er derfor at kvaliteten i træningen er det essentielle for at det bliver en god træning. Om den er hård eller ej, så vil den kunne give sved på panden.
Derfor vil jeg i fremtiden koncentrere mig mere om kvaliteten end på "no pain, no gain"! Det er blandt andet noget jeg også vil foreslå i alt almindelighed, start med en god og opfriskende opvarmning, i stedet for en hård og trættende, og derefter noget god træning, det er lige meget om det er noget nemt, eller svært. Så længe man kan få kvaliteten frem i træningen vil den altid give noget. Tænk over nogle af disse ting, når i skal ud og træne; træn med den samme ånd som i altid har haft, men pas på.

Jeg håber denne artikel har, eller vil være til nogen hjælp eller opmuntring for folk der enten er eller har været i samme situation som mig og mange andre. Og husk på, at der altid vil være lys for enden af tunnelen, uanset hvor lang den er, og der er desværre ingen andre end jer selv (og lægerne) som kan får jer igennem den.
Det tager tid og sådan er det desværre, men Rom blev heller ikke bygget på en dag!

___________________________________________________________________