streetmovement.dk

PARKOUR DK Logo

Paideia Gym conditioning

For os i Streetmovement har conditioning altid været en vigtig del af træningen. At styrke og forberede kroppen til de belastninger den bliver udsat for når vi dyrker parkour er en nødvendighed, der samtidig har mange fordele. Det indebærer færre skader, mere overskud i teknikkerne og generelt en stærkere og sundere krop. Da jeg følte jeg manglede noget mere målrettethed i min conditioning besluttede jeg mig for at prøve Paideia Crossfit, som jeg kun havde hørt godt om fra crewet. Jeg vil forklare lidt om hvad Paideia er og dele mine personlige træningserfaringer med jer.
PAIDEIA = FITNESSCENTER?
Paideia gym adskiller sig meget fra det typiske træningscenter. En ting man lægger mærke til med det samme er, at der hverken er nogle maskiner eller nogle spejle! Da træningen skal være så funktionel og "intelligent" som muligt, bliver der i stedet for trænet med træningsredskaber som vægtstænger, håndvægte, kettlebells, sandsække, sjippetov, elastikker osv. Hele ideen bag denne træningsform er at de bevægelsesmønstre der bliver arbejdet med i Paideia ligger mere op af de naturlige og basale bevægelser kroppen oprindeligt er designet til, bl.a. løb, løft, skub, træk, hop og rotation. Den samme træningsfilosofi ligger til grund for methodé naturelle, som Streetmovement tager udgangspunkt i (se artikel: "Træningens Filosofi").
TYPISK TRÆNING
Det lyder jo meget fint det hele, men hvordan foregår en typisk træning i Paideia? Der er ikke nogen typisk Paideia træning! Træningen er meget varieret, men der er selvfølgelig nogle elementer der går igen. Det fungerer sådan at der er holdtræning med instruktør på forskellige tidspunkter. Der er intro, teknik og Crossfit hold. Der er en holdtimerne meget tidligt, om formiddagen og en masse hen af eftermiddagen indtil om aftenen.
En træningstime tager sjovt nok en time. Der er en fælles opvarmning der inkluderer led og muskelopvarmning med styrke og teknik elementer der er tilpasset den efterfølgende workout. En workout kan være "tung" hvor fokus ligger på at løfte eller presse tungt. De foretrukne øvelser er dødløft og olympiske løft eller squat varianter. Andre workouts er lidt mere fokuseret på kondition, men gennem styrkeøvelser, og evt løb eller roning. Der vil typisk være et tidselement involveret. Og så er der en masse workouts der både har dig oppe og køre i maxpuls hele tiden og samtidig får dine muskler til at brænde og det eneste man har lyst til er at ligge sig i fosterstilling, græde og kalde på sin mor.
Hvis man ikke lige har lyst til at straffe sig selv med en killer workout er der altid mulighed for at træne selv.
PERSONLIGE ERFARINGER
Jeg synes personligt der er mange ting der gør Paideia til et rigtig fedt sted at træne. Der hersker en super stemning dernede fordi folk er afslappede og åbne. Man kan mærke folk træner der for at blive stærkere og de vil bruge deres krop til noget og ikke fordi de skal imponere nogle andre med deres kæmpe bøffer. Der bliver grint, man hygger sig og samtidig giver man den usædvanlig meget gas. Desuden er der meget professionel vejledning. Der bliver lagt meget vægt på den rigtige teknik og hver lille fejl bliver rettet så man får det optimale ud af hver øvelse. Instruktørerne er kompetente og har erfaring og er uddannet indenfor bl.a. kampkunst, Body-sds, Z-health, Crossfit, løbetræning og personlig træning.
Det fedeste ved Paideia Crossfit er en simpel ting, og det er at det virker! Jeg er på kort tid blevet stærkere, har fået (lidt) mere springkraft, en bedre kondition og mere energi i hverdagen. Workouts´ne har ofte en så høj intensitet at man føler sig helt brugt og smadret i nogle minutter efter træning, men så er man bare frisk resten af dagen!
Jeg føler helt klart at den styrke jeg har fået hjælper mig meget når jeg træner parkour. Catleaps er ikke så tunge for armene længere, climb-ups glider lidt lettere og der er lidt mere overskud i mine precicions. Jeg kan anbefale at supplere sin conditioning med nogle Crossfit elementer.
Prisen for en måned er 550 kr. for ubegrænset træning og 425 kr. for billigzonen. Pris for studerende er 425 kr. for ubegrænset adgang. Det kan i første omgang virke dyrt i forhold til andre træningscentre, men jeg synes det er alle pengene værd (selvom jeg er en fattig studerende).
ARRANGEMENTER
Paideia Gym tilbyder løbende forskellige arrangementer og kurser med forskellige internationale top instruktører. Der har været Kettlebell kurser med Kenneth Jay fra RKC og Z-health kurser. Det næste arrangement er et løbekursus den 9. Maj med Dr. Romanov fra Russland og Ole Stougaard der undervises i en løbeteknik der hedder POSE. Dr. Romanov har tidligere vejledt bl.a. det amerikanske og engelske OL hold. Flere informationer findes på www.paideiagym.com
_____________________________________________________________________
Skrevet af Jonas Huusom

Streetmovement login

Indtast brugernavn Indtast adgangskode Glemt adgangskode? Opret ny profil

Glemt login

Indtast brugernavn Indtast e-mail