GALLERI: CHRIS MCGRATH, GETTY IMAGES
streetmovement.dk
NYPK
Mikkel Rugaard, udøvende traceur og freerunner. Han blev sidste år færdig som arkitekt ved Københavns arkitektskole og rejste efterfølgende til New York for at søge
lykken. Mikkel har nu igennem et år trænet parkour i New York og blandt andet fulgt det lokale crew; NY Parkour med Exo og Oasis i spidsen. Mikkel lander i København her d. 23 juni - vi glæder os
rigtig meget til at få ham hjem igen. Her følger hans egen historie om oplevelserne med parkour i "The big apple".
DAVID BELLE IN ACTION
Søndag den 7. oktober 2007. Jeg var netop ankommet til New York et par dage forinden, og gennem en noget tilfældig surfen omkring på internettet var jeg faldet over en artikel der fortalte at
David Belle ville være i byen denne søndag, og at han ville give en lille opvisning samt et interview. Helt perfekt, tænkte jeg, jeg kan se David i aktion, samt finde nogle folk at lege med!
Uden at jeg egentlig helt er klar over hvad jeg havde forventet at se, blev jeg ret overrasket da jeg nåede frem. Et område omkring nogle skulpturelle murstens-strukturer var spærret af, en flok på omkring 50 personer stod tilsyneladende og varmede op på det der viste sig at være en slags "back-stage", og publikum sad og stod i lag på de små tribuner og afspærringer der var opstillet foran. Til min store irretation kunne jeg ikke rigtig finde en plads hvor jeg kunne se ordentligt, og at kravle op I tribunerne eller på andre elementer, hvilket jo var nærliggende givet arrangementets natur, var der ikke noget af - det sørgede de runderende vagter ivrigt for at minde folk om. Jeg fandt senere ud af, at der havde været en slags "try-outs" for håbefulde deltagere dagen forinden. Havde jeg vidst det ville jeg selvfølgelig have mødt op for at repræsentere DK.
I stedet måtte jeg så slå mig til tåls med at stå på tæer, strække hals og battle ignorante turister og gamle damer for bare at få et glimt af cirkusset. Hr. Belle og Dino (fra Stuttgart) førte
deltagerne gennem nogle opvarmningsøvelser samt diverse grundlæggende teknikker, hvorefter han til publikums enorme begejstring lavede et par back-flips og store precisions i ca. 6 meters højde.
Derefter blev han udsat for et slags talkshow-lignende interview, komplet med tolk da hans engelsk ikke er det bedste (det prøver han i hvert fald at lade som om), hvorunder han til sidst måtte
svare på mere eller mindre intelligente spørgsmål fra publikum. Og så skulle der naturlgvis skrives autografer og tages billeder - jeg har også et… Welcome to America!
Da det hele var slut, og de mest sultne hyæner havde forladt gerningsstedet, besluttede jeg mig for at forhøre mig lidt omkring træningsmulighederne i byen. Jeg blev introduceret for Exo, en
sort, veltrænet fyr iført hurtige solbriller og en NYPK t-shirt, som stak mig sit visitkort og forklarede mig at de afholdt løbende workshops hver søndag, og at jeg selvfølgelig var velkommen til
at deltage. Det har jeg efterfølgende gjort næsten hver weekend.
PARKOUR I BYERNES BY
Man siger alting er større i Amerika, og størst må alt da være i metropolen af alle metropoler, Byernes By, Det Store Æble, New York, NY… men det er ikke helt tilfældet med parkour. Generelt
er der ganske vist en enorm medie interesse omkring det, og på en måde som kun amerikanerne kan piske stemningen op - noget som Hollywood uden tvivl kan tage en stor del af 'æren' for, efter B13 og
Casino Royale. Det er såmend ikke så meget anderledes end det altid har været - her og alle andre steder - når et nyt, iøjnefaldende fænomen opstår; amerikanerne er bare enormt dygtige til at blæse
tingene helt op og ud af proportioner - så er der nemlig penge at hente. Mange af udøverne i USA er meget tydeligt fokuserede på denne kommerciallisme og lægger ikke skjul på, at de meget gerne vil
tjene penge på det, og derfor kan det ind imellem være grimt at se hvordan kulturen bliver udnyttet og til tider misbrugt. Det er dog et fænomen som man er nødt til at se på I en samfundsmæssig
kontekst, i et land som godt nok er fuldt af muligheder, men uden sikkerhedsnet. Derfor er man hvad man kan, og man må benytte sig af det hvis man vil overleve. De problemer ved jeg at folkenen bag
NYPK kæmper med til daglig - balancen mellem overlevelse og at være tro overfor sin kunst.
Det vil nok overraske mange, at i en by med 8,2 mil. Indbyggere, bliver det officielle parkour miljø administreret af kun to personer: Exo og Oasis, med mere eller mindre fastknyttede elever og
træningskammerater rundt omkring i byen. De to herrer står for at administrere website, arrangere ugentlige workshops, samt at forhandle og fordele eventuelle jobs. Exo lever 100% af det - jeg
ved ikke så meget om ham, da han er en meget privat person. Først indenfor de sidste to måneder føler jeg, at jeg har vundet hans tillid, respekt og venskab, men jeg kender stadig ikke hans
rigtige navn, jeg ved ikke hvor han bor, og jeg har set hans øjne én gang, da de konstant er dækket af solbriller - selv når vi efter træning går på den mest dunkle thai-restaurant og spiser. Men
jeg ved han tog til England og trænede i en periode for nogle år siden, for derefter at vende tilbage til NYC og starte miljøet op der. Oasis (Owais) er 22 år og af pakistansk afstamning. Han
studerer grafisk kommunikation, styrkeløfter og bor i et ikke helt ufarligt kvarter i Queens med sin familie, hvor han dagligt må sørge for at hans lillebror kommer helskindet til og fra skole,
træning osv.
Exo står for alt det administrative samt undervisning af de mere avancerede teknikker, mens Oasis tager sig af meget af at vedligeholde website, ordne praktiske samt den fysiske grundtræning, som
han er meget velfunderet i. Hver lørdag er der gratis condtioning træning for alle interesserede, og hver søndag er der teknik orienterede workshops som deltagerne betaler for.
Jeg ser som sagt disse folk mere eller mindre hver weekend. Jeg mødte op uden forventninger de første par gange, og deltog flittigt på lige fod med de andre elever. Efterhånden gik det dog op for
både mig og dem, at jeg ikke fik så meget ud af det, da langt de fleste af de andre elever var helt nye og undervisningen derfor foregik på deres niveau. Desuden fandt de jo ud af at jeg havde en
masse praktisk såvel som teoretisk erfaring og viden som de kunne trække på, og jeg tilbød da også min hjælp. Det betyder at jeg nu er blevet accepteret som en del af deres lille, tætte gruppe,
hvilket er enormt givtigt for mig, da jeg på den måde både har fået nogle dygtige trænings kammerater, samt nogle gode venner.
BACK TO BASICS
Tilbage til 7. oktober 2007. Det er gået op for mig at denne dag markerer et nyt kapitel i min bevægelses karriere, at jeg nærmer mig essensen, back to basics. Det er sjovt som tingene går i ring,
eller rettere som vores bevidsthed bevæger sig i ring, for at løbe, hoppe, kravle og klatre er der jo ikke noget nyt i - det er blot blevet glemt i virvaret af mere eller mindre automatiske
plastic-dimser og trends med præpositioner som Super-, Extreme- og Power- etc.
Jeg er glad for at der er personer som David Belle til at hjælpe os med at finde os selv i denne store bevægelses-forvirring. Og at vi har nogen derhjemme, I vores eget lille danske smørhul, der
magter at påtage sig det store ansvar at føre dennes og andres idéer og filosofier videre, udbygge dem og sætte elementerne I system på en velfunderet måde, uden at knuse den individuelle frihed
og kreativitetet under organisatorisk tyrani, er meget specielt.
Da jeg sendte Oasis linket til den nye parkour.dk hjemmeside var det her hans svar: "Slick site, good presentation, and wtf [what the fuck], they're all in college, or have degrees, unlike our
dropout troop." Han sagde også: "HA HA HA Theres another "Mikkel" in there, and he looks like you and my friend Tommy had a baby." - men det er en hel anden historie…
Lad mig derfor opfordre alle til at sætte stor pris på det vi har derhjemme, og på det kæmpe stykke arbejde og dedikation de 4 herrer bag Parkour.dk og Streetmovement lægger for dagen - jeg er stolt af at kunne kalde dem mine venner, og ligeså meget jeg er ked af at skulle forlade de mennesker og de miljø jeg efterhånden har lært rigtig godt at kende herovre, ligeså meget glæder jeg mig til at komme hjem og være en del af alle de spændende initiativer der i øjeblikket realiseres i Danmark. Og hvem ved, før eller siden skal der vel organiseres en træningstur til New York…
Lad mig derfor opfordre alle til at sætte stor pris på det vi har derhjemme, og på det kæmpe stykke arbejde og dedikation de 4 herrer bag Parkour.dk og Streetmovement lægger for dagen - jeg er stolt af at kunne kalde dem mine venner, og ligeså meget jeg er ked af at skulle forlade de mennesker og de miljø jeg efterhånden har lært rigtig godt at kende herovre, ligeså meget glæder jeg mig til at komme hjem og være en del af alle de spændende initiativer der i øjeblikket realiseres i Danmark. Og hvem ved, før eller siden skal der vel organiseres en træningstur til New York…
Skrevet af Mikkel Mølgaard Frandsen Rugaard
